| Foreningen |
Referat fra Hadsten & Omegns Jagtforening's generalforsamling
Der blev afholdt tirsdag 18-01-2011 på Skydebanen.
Dagsorden var i henhold til vedtægter, dog var et enkelt punkt ændret idet der skulle vælges en ny
formand for en restperiode på 1 år, således at formand eller kasserer fortsat er på valg hvert år.
Aftenen indledtes med blæserne der blæste signalet ”Jagt begynd”, hvorefter sekretæren Bent Laulund
opfordrede forsamlingen til at hilse på hinanden i de dertil fremsatte øl og vand.
På vegne af bestyrelsen foreslog han Søren Skovbo som dirigent der blev valgt med akklamation.
Sekretæren forelagde bestyrelsens beretning idet han beklagede at vores formand havde trukket sig fra
posten. I den anledning havde formanden Henrik Bekker fremsendt følgende mail til bestyrelsen: .”Kære bestyrelse i Hadsten & Omegns Jagtforening
Jeg trækker mig som formand og alt arbejde i foreningen med øjeblikkelig virkning.
Jeg finder ikke længere hverken tid eller lyst til at forsætte arbejdet i foreningen.
Tak for den tid der er gået, det har været spændende, og tak for det gode kammeratskab.
Jeg beklager dybt det meget hurtige exit af foreningen, men det kan ikke være anderledes.
Under de givne omstændigheder er det mig personlig umulig at forsætte. Venlig hilsen Henrik Bekker”
Bestyrelsen besluttede ikke at indkalde til ekstraordinær generalforsamling for at vælge ny formand, da vi
ikke havde lang tid til den ordinære generalforsamling og alle aktiviteter var fastlagte.
Det er uden tvivl på grund af omgangstonen blandt medlemmerne, at formanden traf dette drastiske valg.
Desværre er det ikke den eneste gang, hvor vi har været ude for en omgangstone, der ikke er acceptabel.
Vi har tidligere set tilfælde, hvor tillidsfolk er blevet angrebet verbalt, således frabedt sig at blive involveret.
Kan man ikke blive enige, må problemet tages til bestyrelsen, der så nok skal finde en løsning.
Vi har i år kunnet fremvise et nødvendigt overskud, det skyldes selvfølgelig vores dygtige kasserer, men
også at vi har besluttet, at vore arrangementer skulle give overskud.
Det hænger jo sådan at vi ønsker et nyt / andet hus at samles i, og til dette skal vi have en egenkapital for
at kunne anskaffe os et hus og fortsat have aktiviteter, og hvor al indtjening ikke skal gå til forrentning af
eventuelle lån.
Det er lykkedes sidste år at køre vagtplan på skydebanen hvor der kun var 3 mand på vagtholdet, så det
fortsætts i 2011.Vi har samtidig en række skydeinstruktører der ikke kunne tage en hel vagt, men har til
gengæld lovet at stå til rådighed ved tilkald, jeg kan kun opfordre vagterne at benytte den mulighed.
I år starter onsdagsskydningerne 30. marts, ellers ville der gå meget lang tid mellem sidste
lørdagsskydning og 1. onsdagsskydning.
Vi har besluttet at se på på vores handikapregler i forbindelse med mesterskabsskydningen og muligvis
regulere på dem.
Der er fortsat ca 8 medlemmer der øver Jagthornsblæs på Hadsten skole hver tirsdag. Der er intentioner
om at tage duelighedsprøver i år. Vi har fortsat plads på både hold og venteliste, såfremt der er nogle der
ønsker en rigtig og fornuftig indførsel i det at blæse jagthorn.
Vi har fortsat en virkelig god jagt og til en rimelig pris i dette område. Blot kan det undre, at der ikke er kø
ved kasseapparatet for at komme med på vore fællesjagter, selv om de er er med kan fortælle, at det er en
virkelig god oplevelse. Der er heller ikke kø ved riffeljagterne, hvor kan I ellers få en uges krondyrjagt for
kr. 700,- ??? Jeg kan så fortælle, at i år var der stadig ledige pladser på fællesjagterne selv om der blev
aflyst en enkelt på grund af vejrlig. Dette har jo så betydet, at vi ikke har afskudt den ønskede kvote. I
øvrigt er jagten udvidet med et stykke fra Essendrup, således det bl.a. er nemmere at komme til
skovstykket. I er nød til at reklamere lidt mere for jagten, vi vil jo gerne have at det løber rundt sådan
pengemæssigt.
Hundetræning; vi er nogle stykker der er begyndt at træne hund på skydebanen, selvsagt når der ikke er
skydning, primært baseret på unge hunde og den sociale del, også der sagtens være flere.
TeamTøs ved Vivi Richter:
Det har igen været et godt år, vi har haft skydebanen alene og sammen med nyjægerne, en tak til de gode
instruktører. Hanne Rodam har lovet at køre riffeltræning med pigerne. TeamTøs er meget stolte af den
sølvmedalje vi hentede i Herning. Foreningsjagten 14. november var primært tøsejagt, det var en
kanongod dag.
Husudvalg ved Lasse Tastum :
Udvalget har primært set på at bygge nyt klubhus, der er ikke megen ide i at reparere mere på det gamle.
Udvalget har set på forskellige behov og ønsker for det nye klubhus.
I fantasien forestillede vi os et hus på 200m2 fremstillet i rundtømmer m.v. bygget i samarbejde med fonde
under Region Midt, med henblik på udvikling af landsbymiljøer, det skulle i såfald være almennyttigt, dvs.
det skulle kunne udlejes til daginstitutioner m.v. Vi havde lidt svært at se os administrere sådanne
udlejninger, så vi kigger på en løsning med 140m2, hvor der skulle være plads til 50 bænkede personer.
Baneudvalg ved Bjarne Larsen:
Skydebanen er sikkerhedsgodkendt ved politiet samt miljøgodkendt . Godkendelsen gælder for de næste
3 år.
Hjemmeside ved Hanne Rodam:
Har lavet oplæg til ny hjemmeside der er rundsendt til enkelte, med den nye hjemmeside kan bladet
muligvis bortskaffes. Der vil være nogle småjusteringer, disse løses hen ad vejen. Siden vil være oppe at
køre på sit domæne i løbet af 1 uge til 14 dage. Påpegede at der manglede klokkeslæt på visse
kalendersatte arrangementer.
Vor nyindkøbte plæneklipper der skulle spare os en udgift på kr. 15.000,- var der nogle andre, der havde
mere brug for end os, så den forsvandt, men vores forsikring er parat til at dække tabet så vi kan købe en
ny.
Toiletforholdene skulle gerne være væsentligt forbedret, idet vi har fået et nyt brugt.
Jagttegns eleverne fik 2 x 24 duer + 2 kasser patroner som kunne anvendes i september måned på
nyjægerskydningerne. Jeg forventer, at bestyrelsen på næste møde beslutter at: det fremover kun er
elever der melder sig ind i HOJ tilbuddet gælder for, desværre et sparetiltag.
Efter sidste generalforsamling er der en lille misforståelse der skal rettes idet: der efter opstået tvivl
indskærpes at ingen får skydebanen gratis !
Vi kan ikke ud fra medlemslister se hvem der har jubilæum, eller hvor længe de har været med, vi har
derfor trukket en streg i sandet og besluttet at:
Jubilarer, der defineres som medlemmer med 25, 40 og 50 års uafbrudt medlemskab, skal selv henvende
sig med dokumentation for medlemskabet, såfremt de ønsker diplomer..
Foreningen var igen med på Frijsenborg Explorer 2010 skydningen i samarbejde med Scotsport. Vi deltog
med ca. 20/25 personer i 2 dage, og det blev afviklet meget fint.
Foreningen fik igen et 20.000,- kr. stort honorar for afviklingen, som blev øremærket til den nye
kastemaskine til sportingbanen.
Vi mangler medhjælpere der vil binde sig lidt mere end blot tilfældig hjælp, medlemmer der vil gå ind i
vores udvalg og levere et stykke arbejde der. Vi opfordrer jer til at henvende jer til et bestyrelsesmedlem,
og meddele at i er interesseret, Hurtigt derefter vil I så blive indkaldt til et møde, hvor vi kan fremlægge
hvad vi mangler af hjælp, og samstemme med hvad I interesserer jer for, og få jer puttet ind i de rigtige
udvalg.
Dirigenten efterlyste spørgsmål til beretningen:
Der blev spurgt til rågeregulering. Vedrørende Hadsten Byskov er det HOJ's tur i år.
Jagtudvalget er på sagen og kontakter kommunen for at minde dem om det.
Ved efterlysning af redaktør, samt efterlysning af e-mail adresser der er blevet forespurgt om i de sidste
numre af bladet, og hvor der ikke har været nogen reaktion, udspandt der sig en drøftelse af bladets
fremtid og muligheder med en portostigning. Sms , e-mail samt hjemmeside var oppe og vende som
muligheder.
Der var kritik af formuleringen af efterlysningen af adresser i bladet, da den ikke mentes at være klar nok.
Foreningen råder ikke over et opdateret kartotek med mail adresser eller mobilnumre på medlemmerne.
Fra enkelt medlem var der kritik af manglende jagtlige indslag i foreningen, der blev karakteriseret som en
skytteforening.
Dirigenten opfordrede forsamlingen til at godkende beretningen med applaus, hvilket skete.
William Johnsen, kasserer fremlagde regnskabet der blev godkendt med akklamation.
